Hvis din bagerste nummerplade er helt eller delvist dækket, skal du bruge en ekstra nummerplade – også kaldet 3. nummerplade - med rød skrift. Det kan f.eks. være, hvis du kører med en cykelholder eller bagageboks, som dækker for din nummerplade. I det tilfælde skal du have en lygtebom med en ekstra nummerplade bag på.
Det gælder både, hvis du kører i Danmark og i udlandet. Som udgangspunkt er du dækket ind, hvis du opfylder de danske regler, når du kører med f.eks. en cykel bag på bilen, men der kan være særregler i enkelte lande. FDM anbefaler derfor, at du orienterer dig om evt. særlige regler i de lande, du skal køre i.
Motorstyrelsen oplever en stigende efterspørgsel på ekstra nummerplader, og derfor er de lige nu ude med en opfordring til bilejere om at huske at få bestilt den ekstra nummerplade i god tid.
Faktisk anbefaler de, at du bestiller din nummerplade mindst 3 uger før, hvis du vil være sikker på at få den, inden du skal på sommerferie.
“ Mange danskere vælger at medbringe deres cykler, når de fx kører på sommerferie, og det er ærgerligt, hvis de ikke når at få den ekstra nummerplade, før de skal af sted. Der er leveringstid på ekstra nummerplader, og derfor vil jeg opfordre bilejerne til at bestille pladerne tre uger før, de skal bruge dem. ”Claus Holm, underdirektør i Motorstyrelsen
Claus Hom fortæller desuden, at tendensen har været opadgående gennem flere år, men at den meget store stigning i det seneste år formentlig skyldes, at flere danskere har holdt ferie i Danmark på grund af corona.
I 2020 blev der ifølge Motorstyrelsens tal bestilt 96.000 ekstra nummerplader, og alene i de seneste tre år er der sket en stigning på knap 50 procent.
Du kan bestille din 3. nummerplade ved at logge på Motorregistret eller ved fysisk fremmøde i én af de 4 motorekspeditioner, som findes i hhv. Aalborg, Aarhus, Odense eller Høje Taastrup.
Du kan læse mere om bestilling af nummerplader på SKATs hjemmeside.