Mange mekaniske fejl kan forebygges ved at sørge for, at bilen har været forbi til et ferietjek hos din mekaniker, og flere værksteder tilbyder derfor også deciderede "klar til ferie tjek" på bilen, hvor din bil gennemgås forebyggende for alle de typiske årsager til nedbrud.
Sørg også for at få din aircondition tjekket - det er træls at sidde i lange køer i sommervarmen uden aircondition.
Det kan du selv gøre
Nogle ting kan du også sagtens selv gøre:
- Tjek dækkenes tilstand.
- Tjek også standen på olie, bremsevæske, kølervæske og sprinklervæske.
- Og husk at være opmærksom på, at du ikke dræner bilens batteri under turen ved f.eks. at have strøm til I-pads, telefoner, navigator mm. på samme tid.
"Håb på det bedste, men forbered dig på det værste" er altid et godt mantra, når du kører sydpå.
Selvfølgelig får I en skøn ferie, hvor det hele bare glider, ingen bilproblemer og dejligt vejr under hele ferien. Men tag alligevel dine "worst case" briller på og sørg for at være forberedt på de ting, der jo kan ske.
Vær for det første forberedt på, at der kan være lange bilkøer, så lav luft i din tidsplan, så den ikke er alt for stram - det gør det nemmere bare at tage det som det kommer - og tage køen "som en oplevelse" uden at få stress på over, at I ikke når frem til den planlagte tid.
Forbered dig også på, hvad du gør, hvis bilen bryder sammen, eller I er ude for et uheld på vejen, så du kan holde hovedet koldt og få den nødvendige hjælp.
Har du elbil?
Er du en af de mange, som har skiftet benzin- eller dieselbilen ud med en elbil indenfor det seneste år, og er sommerferien derfor din første længere tur i elbil? Så er her et par tips, der kan spare dig for ærgrelser.
Først og fremmest er det vigtigt, at du planlægger din rute ud fra de lademuligheder, der findes.
Sørg også for at lade bilen op, før den kører helt tør for strøm. Du kan komme ud for, at den planlagte ladestation er ude af drift, så du skal køre længere end planlagt.
SOS International gør også opmærksom på, at el-biler ikke er lige så udbredte syd for grænsen som i de nordiske lande. Der kan derfor være længere ventetid på værkstederne, hvis du får et nedbrud på bilen.
Skulle du få behov for en udlejningsbil som erstatning, skal du være forberedet på, at det heller ikke er sikkert, at det kan lade sig gøre at skaffe en elbil fra udlejningsfirmaerne.
Børn i bilen?
Har du børn i bilen, er solskærme, snacks og underholdning en god idé.
Husk også at tjekke reglerne for sikring af dine børn i autostol i de lande, du kører igennem. De kan variere meget fra land til land, og er oftest strengere end de danske regler.
Tjek også din bilforsikringspolice - hvad er dine dækninger?
Du kan læse om Gartnernes bilforsikring her - her kan du se, hvad vores bilforsikring generelt dækker, herunder vejhjælp. I din police kan du se, hvilke specifikke dækninger og tilvalgsdækninger, du har. Er du i tvivl om noget, kan du altid ringe og spørge os.
Har du en kaskoforsikring hos os, har du ret til vejhjælp fra SOS International i udlandet. I tilfælde af nedbrud på bilen eller uheld på vejen, kan du kontakte SOS Internationals alarmcentral døgnet rundt på tlf. +45 7010 5052.
Download "Rødt kort-appen" og få hurtig vejhjælp
Vi anbefaler, at du downloader SOS Internationals "Rødt kort-app". Den er rigtig god at have ved hånden på kør selv-ferien, og den kan sikre dig hurtig og nem hjælp, hvis uheldet er ude. Desuden har den en række andre funktioner, som kan gøre din køretur mere gnidningsfri. Med "Rødt kort app'en" kan du bl.a.:
- Tilkalde vejhjælp med bilens nøjagtige gps-lokation
- Planlægge ruten og bruge appen til at navigere til feriedestinationen og hjem igen
- Få fartgrænser og landespecifikke regler for kørsel i udlandet
- Få live trafikmeldinger, så du undgår spildtid på bilferien
- Få gode råd til pakning af bilen