Det bedste råd til at undgå indbrud er ikke at have noget, som er værd at stjæle. Det er selvfølgelig nemmere sagt end gjort, men derfor kan du alligevel godt gøre dit bedste for ikke at friste indbrudstyven. Lad f.eks. ikke oplagte tyvekoster som elektronik, vin og spiritus eller kunst og smykker stå synligt fremme i perioder, hvor du ikke bruger sommerhuset. Træk gardinerne fra, så tyven ikke behøver at bryde ind for at se, at der ikke er noget at komme efter.
Der er naturligvis ting, som f.eks. lamper, møbler og lignende, som ikke uden videre kan pakkes væk, når du ikke er i huset. Derfor er det også vigtigt at tyverisikre døre og vinduer så godt som muligt. Først og fremmest er det vigtigt at have gode låse. På døre og vinduer af ældre dato, kan du evt. få installeret ekstra låse og få forstærket karmene.
Få evt. installeret en alarm, og opsæt udendørslys med sensor, som reagerer på bevægelse. Det vil gøre det mere besværligt for tyvene, hvis de ikke kan snige sig rundt om huset i skjul af mørket. Det kan også være en god idé at installere overvågning omkring huset. Det vil i mange tilfælde virke præventivt. I dag kan du få overvågningskameraer, som giver dig besked, når de opfanger bevægelse. Det giver dig mulighed for at reagere og kontakte politiet med det samme, hvis du har ubudne gæster i eller omkring huset.
Aflås redskabsskure og udhuse, og sørg i øvrigt for, at der ikke står haveredskaber eller andet fremme, som tyven kan bruge som redskaber til at bryde ind i huset.
Fjern alt af værdi fra haven og terrassen i vintersæsonen. Pak havegrill og havemøbler væk for vinteren i et aflåst skur. Sæt også cykler i et aflåst skur, og husk at dine cykler altid skal være låst med en godkendt lås. Ting som ikke kan pakkes væk, bør så vidt muligt sikres med en kædelås. Sørg også for, at ting, der kan vække tyvens interesse, ikke kan ses fra vejen. Sæt dem f.eks. om bag huset og afdæk dem med en presenning.
Gør det besværligt for tyven at komme afsted med større ting ved at forhindre, at man kan køre helt op til huset med en bil. Du kan f.eks. sætte en kæde eller en bom op foran indkørslen, eller opsætte indhegning og havelåge med lås.
Årvågne naboer gør en forskel, og nabohjælp er derfor en effektiv metode til at forebygge indbrud. I et sommerhusområde, hvor husene ikke er beboet året rundt, kan det selvfølgelig ikke stå alene at sætte sin lid til, at naboen holder øje – især i vinterhalvåret, hvor området er tyndt befolket.
Uanset det, er det dog altid en god idé at have en aftale med sine naboer om, at man holder et vågent øje med hinandens huse, når man er i området. Selv en smule liv i området, kan gøre det mere besværligt for tyven. Gør det samtidig til en vane at dele med naboerne, hvornår I har håndværkere og lign. Det gør det nemmere at opdage mistænkelig aktivitet hos naboen.