Reflekser gør en stor forskel for, om du bliver set af andre trafikanter i mørket. Selv hvor der er vejbelysning, kræver det ekstra koncentration for bilisten at spotte en fodgænger uden reflekser, og i områder uden vejbelysning er en mørklagt fodgænger i vejkanten stort set usynlig indtil, man er helt tæt på.
Jo længere afstand, du er synlig på, jo bedre tid har bilisten til at reagere.
Reflekser kan redde liv – og især hos børn, som i forvejen er udsatte, når de færdes i trafikken, er det vigtigt, at du som forælder sikrer, at de er synlige i mørket.
- Køb vintertøj og regntøj med indbyggede reflekser.
- Påsæt løse reflekser på jakke og skoletaske
- En refleksvest er idéel til mindre børn.
Se flere gode råd om reflekser til børn og teenagere her.
Mange husker at udstyre børnene med reflekser men glemmer at tænke over, hvor lidt synlige vi som voksne fodgængere selv er, når mørket falder på. Husk derfor reflekserne – også som voksen.
Færdes du i områder uden vejbelysning, f.eks. i vejkanten af en mørk landevej, så hav også en sikkerhedslygte på dig. Lygter og reflekser har nemlig forskellige funktioner og udfylder hver deres formål:
- Reflekser reagerer på billygter og sender refleksion tilbage mod bilister, når de nærmer sig.
- En lygte med konstant eller blinkende lys gør dig synlig på længere afstand og advarer bilister om, at du er på vejen i god tid, så de er opmærksomme, når de passerer dig.
Er du motionsløber, er det ekstra vigtigt, at du bærer både lys og reflekser, da du bevæger dig hurtigere end en gående og derfor har øget risiko for at ”dukke op ud af det blå” for en forbipasserende bilist. Der findes mange gode alternativer for motionister, når det kommer til sikkerhed, f.eks. refleksveste, LED-bånd og -lygter.
En pandelampe kan være praktisk, når du f.eks. løber i skoven, men undlad at bruge den, når du færdes i trafikken, da den kan blænde bilister og skabe farlige situationer. Der er ingen specifikke regler på området, men politiet fraråder, at motionsløbere mm. bruger pandelamper pga. faren for at blænde bilister.
Er du hundeejer, kommer du nok ikke uden om at gå tur en mørk morgenstund eller efter solnedgang. Her er det vigtigt, at du tænker på, at både du og din hund skal være synlige for jeres medtrafikanter. Det er ikke nok, at du selv er synlig – en mørklagt hund og hundesnor kan skabe en potentiel farlig situation i trafikken og udsætte din firbenede ven og andre for fare.
Her kan du se 5 gode råd til, hvordan du og din hund kan færdes sikkert i mørket.