Hæleri er, når man køber stjålne varer. Uanset om du som køber ved, at varen er stjålet eller ej, er det hæleri. Hæleri er et problem, fordi det medvirker til, at der sker flere indbrud og tyverier. Jo flere købere der er til stjålne varer – og jo nemmere det er, at få dem afsat – jo flere indbrud og tyverier, vil der ske. Faktisk har vi i Danmark tre gange så mange indbrud i private hjem sammenlignet med vores nabolande, Sverige og Tyskland.
Udover at hæleri bidrager til flere indbrud, er det også strafbart. Faktisk kan du risikere at få en bøde eller fængsel helt op til halvandet år, hvis du burde have vidst bedre.
Det kan du aldrig vide med sikkerhed, men du kan gøre flere ting for at sikre dig, at du ikke medvirker til hæleri. ”Bo Trygt” som står bag kampagnen ”Hæler? Ikke mig”, anbefaler to ting, som du altid bør gøre, før du køber en brugt vare på nettet:
- Køb kun varer af en sælger, der er NemID-valideret.
- Betal med MobilePay.
Validering med NemId og betaling med Mobile Pay er den sikreste vej til at undgå at købe stjålne varer. Der er også andre gode råd, når du handler brugt, men husk på, at de dygtigste kriminelle ofte har fundet måder at omgås disse på. Dog er huskereglen, at jo flere af disse råd, du følger, jo bedre:
- Sørg for at få en kvittering på varen, og få den i den originale emballage.
- Er prisen for god til at være sand? Så er det nok fordi, det er for godt til at være sandt.
- Andre elektroniske betalingsformer er stadig at foretrække frem for kontanter.
Det er generelt på de forskellige online salgsplatforme og på de sociale medier, at du risikerer at støde på stjålne varer. På de fleste store salgsplatforme er det heldigvis nemt at tjekke om en sælger er NemID-valideret.
Du kan læse meget mere om hæleri, og hvordan du kan sikre dig mod det på botrygt.dk
"Bo Trygt" kører i samarbejde med Det Kriminalpræventive Råd m.fl. kampagnen "Hæler? Ikke mig" for at skabe opmærksomhed omkring hæleri. De har bl.a. lavet en række videoer, som skal prøve at få os danskere til at tænke en ekstra gang, før vi handler brugt. I videoen her bliver forskellige danskere spurgt, om de tror, de kan have købt stjålne varer uden at vide det.
Du kan se flere kampagnevideoer på botrygt.dk