1. Hensyn til andre
En skiløber eller snowboarder skal respektere andre og ikke udsætte dem for fare.
2. Kontrol af fart og adfærd
En skiløber eller snowboarder skal altid være i kontrol. Fart og adfærd skal tilpasses færdighedsniveau, terræn, sigtbarhed og tæthed i trafik på pisten.
3. Valg af spor
En bagfrakommende skiløber eller snowboarder skal vælge sit spor, så han eller hun ikke er til fare for de forankørende.
4. Overhaling
En skiløber eller snowboarder kan overhale ovenom, nedenom, til højre eller til venstre forudsat, at den langsomme får plads til alle sving og bevægelser, kontrollerede som ukontrollerede.
5. Start
Inden løbet startes eller genoptages efter standsning eller klatring op ad pisten, skal en skiløber eller snowboarder orientere sig opad og nedad for ikke at bringe sig selv eller andre i fare.
6. Standsning på pisten
En skiløber eller snowboarder må aldrig standse på pistens snævre eller uoverskuelige partier, medmindre det er strengt nødvendigt. Ved fald på snævre og uoverskuelige partier skal løberen fjerne sig fra området hurtigst muligt.
7. Til fods på pisten
Hvis det er nødvendigt for en skiløber eller snowboarder at gå eller klatre opad eller nedad på pisten, skal dette foregå i pistens kant.
8. Skiltning
En skiløber eller snowboarder skal respektere skiltningen i terrænet, påbud og advarsler.
9. Hjælp ved ulykker
Enhver skiløber eller snowboarder er forpligtet til at yde hjælp ved ulykker.
10. Identifikation
Ved uheld skal enhver skiløber eller snowboarder og ethvert vidne udveksle navne og adresser, også selvom de ikke er involveret i uheldet.
Kilde: Danmarks Skiforbund
Før du tager på ski, er det vigtigt, at du sikrer dig, at du er tilstrækkeligt forsikret.
Ansvarsforsikring
Det er vigtigt, at du sikrer dig, at du har en ansvarsforsikring, før du tager afsted på skiferie. Uden en ansvarsforsikring, kan det få alvorlige økonomiske konsekvenser for dig, hvis du er skyld i og bliver draget til ansvar for en ulykke på pisten.
I både Italien og Frankrig skal du kunne fremvise en gyldig ansvarsforsikring for at kunne købe liftkort.
Hos Gartnernes Forsikring følger ansvarsforsikringen med din familieforsikring.
Rejseforsikring
For det første skal du sikre dig, at du har en rejseforsikring, som udover behandling for sygdom og tilskadekomst, dækker redning, transport til sygehus og hjemtransport. Det er vigtigt, at du tjekker, at du har en specifik dækning for skirejse.
Hos Gartnernes Forsikring er rejseforsikringen en tilvalgsforsikring under din familieforsikring, og skirejsedækning er et tilvalg til rejseforsikringen. Du kan altid se i din police på Mine Sider, hvilke dækninger, du har tegnet.
Ulykkesforsikring
En rejseforsikring kan hjælpe dig med akut behandling på destinationen og evt. hjemtransport, men den dækker ikke efterfølgende behandling og erstatning for varige mén efter ulykken.
Det er derfor vigtigt, at du også har en ulykkesforsikring, som netop kan hjælpe dig, hvis du får varige mén efter en ulykke.