Vi har netop opgjort årets donation til i alt 35.640 kr. Et beløb, som vil blive vekslet til 2.970 m2 natur.
Nu tænker du måske, at 2970 m2 må være som en dråbe i havet set i det helt store perspektiv, men som ordsproget så rigtigt husker os på, så kan selv de små ting gøre en stor forskel, når vi løfter i flok og er vedholdende.
Og netop derfor har vi valgt at støtte Den Danske Naturfond igen i år.
Siden 2021 har vi sikret over 10.000 m2 vild natur i Danmark
Siden 2021 har vi nemlig - alene med Gartnernes Forsikrings støtte til Naturfonden - været med til at sikre 10.901 m2 vild dansk natur for eftertiden. Og i fællesskab med andre virksomheder, som støtter Naturfonden, kan vi på den måde gøre en reel forskel for biodiversiteten og den vilde natur i Danmark.
I 2023 var vores donation med til at sikre, at Den Danske Naturfond kunne opkøbe og genoprette Tørskind Bakker i Vejle Ådal som vild natur. Og det er bare ét af de mange naturområder, som vores støtte til Naturfonden har været med til at bevare:
“ Tak til Gartnernes Forsikring, som for fjerde år i træk donerer til en vildere natur i Danmark. Jeres donationer er omsat til både skov, eng, bakkedrag og mose. Vi ser frem til mange flere naturområder i fremtiden med hjælp fra jer og andre virksomheder. ”Flemming Nielsen, direktør i Den Danske Naturfond
Den Danske Naturfond er en uafhængig, privat, non-profit fond, som har til formål at købe, beskytte og genoprette natur i hele Danmark for at sikre unikke naturoplevelser og evigtvarende naturbeskyttelse. Naturfonden arbejder for at skabe et Danmark med bedre plads til vilde dyr og planter, og hvor alle kan opleve storslået natur på naturens betingelser.
Du kan læse mere om vores samarbejde med Den Danske Natorfond og deres arbejde her.
Nedenfor kan du se en lille video fra Naturfondens seneste naturgenoprettelsesprojekt, "Tørskind Bakker" i Vejle Ådal, som vores donation i 2023 var med til at muliggøre.