Kig på dit hus gennem en indbrudstyvs øjne. Hvis du har gamle låse, døre og vinduer, er de sikkert nemme at bryde ind af. Det anbefales, at du udskifter dine låse til et patenteret låsesystem og udskifter vinduer og døre til indbrudssikrede. Du kan også sikre gamle vinduer med sikringsbeslag og skinner, og glaslisterne kan skrues fast med sikringsskruer. Gamle terrassedøre kan du opgradere med en anslagsskinne.
Ifølge Det Kriminalpræventive Råd bryder indbrudstyven sjældent ind i dit hus, mens du er hjemme. Så sørg for, at dit hjem ser beboet ud. Brug tænd/sluk ure indendørs, som kan styre lyset, når du ikke er hjemme. Dit hjem vil se beboet og oplyst ud – og indbrudstyvene søger ofte videre.
Kombiner indendørsbelysning med udendørsbelysning. Det er tydeligt, at dit hus er tomt, når der er helt mørkt indenfor. Opsæt lysfølere udenfor, som bliver aktiveret, når nogen går op til huset. Husk samtidig at holde hæk, buskads og hegn omkring dit hus nede. Belysning og lav beplantning udenfor gør det svært for en indbrudstyv at skjule sig tæt ved dit hus.
Lad ikke værdifulde genstande ligge fremme – og skjul så vidt muligt dyr teknologi og designermøbler, f.eks. ved at stille det væk eller trække for i det pågældende rum. Det er dog en god idé, at der ikke er trukket for i alle rum, da det også kan signalere, at du ikke er hjemme og har noget at skjule. Mange tyve tjekker gennem vinduerne, om dit hus er værd at bryde ind i. Det Kriminalpræventive Råd oplyser, at en tyv kun bruger mellem 5 og 10 minutter, så det går hurtigt. Og efterlad bare dit hjem lidt rodet, så er der større chance for, at en indbrudstyv tror, at du kan komme hjem hvert øjeblik.
Allier dig med dine naboer, så I kan hjælpe hinanden. Få din nabo til at parkere i din indkørsel, køre dine skraldespande ind og tømme din postkasse. Det giver et indtryk af, at din bolig ikke er forladt og nem at bryde ind i. Gennem ’Nabohjælp’ kan du og dine naboer også organisere jer og hjælpe, hvis nogen fra området er på ferie. Læs mere om, hvordan godt naboskab kan forebygge indbrud her.