Tørkeskader er revner, som opstår fra fundamentet og løber videre op i murværket, fordi jorden under husets fundament svinder ind i tørken, så huset sætter sig.
Tørkeskader kan være et problem for murede huse, men også for huse med grundmurede fundamenter eller fundamenter af syldsten (kampesten), som man f.eks. ser i bindingsværkshuse og andre huse af ældre dato.
Problemet kan opstå hurtigere i huse, hvor fundamentet ikke er gravet så dybt ned, da jordoverfladen tørrer hurtigere end de dybere jordlag. Tørkeskader ses derfor sjældnere i huse med fuld kælder, fordi de har dybe fundamenter. Træhuse går også ofte fri, fordi de er mere fleksible og kan tåle mere.
Til forskel fra sætningsskader, hvor det er selve funderingen af huset, der er problemer med, er problemet ved tørkeskader, altså jorden under fundamentet.
Helt generelt vil dit hus være mere udsat for tørkeskader, jo mere lerholdig jorden er, der hvor du bor.
Kan man forebygge tørkeskader?
Når det har været varmt og samtidig ikke har regnet i længere perioder, tørrer jorden ud. Træer og anden større vegetation medvirker til at tørre jorden endnu mere ud, da de tørster og derfor suger al den væske ud af jorden, som de overhovedet kan.
Skal man så fælde sine træer og buske for at forebygge tørkeskader på huset?
Det overordnede svar er nej. Træer og buske i haven er nemlig gavnlige i perioder med meget regn, hvor de kan forebygge fugtskader ved at suge vand ud af jorden. Det er altså ikke løsningen at fælde alle træerne i haven, da det kan give andre problemer.
Det kan dog være en løsning at fælde et eller enkelte træer, hvis de er meget store og står meget tæt på huset. Dette kan nemlig ikke bare forårsage skader ved tørke, men også i tilfælde af storm.
Det har også stor betydning, hvilke træer, du har. F.eks. suger birketræer og piletræer meget vand. Et enkelt stort birketræ kan suge mellem 80-100 liter om dagen. Det kan f.eks. være skadeligt for et hus, som ikke har et dybt fundament, f.eks. huse med syldstensfundament.
Omvendt er denne type træer velegnede til at forebygge oversvømmelse på grunden. Du kan derfor fælde evt. skadevoldende træer tæt på huset og i stedet plante nye i sikker afstand fra dit hus, så du fortsat kan nyde godt af alle de gode egenskaber, som dine træer har.
Et generelt råd er, at træer – hvis du vil være på den helt sikre side - skal stå med 1 ½ trætops afstand fra dit hus.
Nogle vander langs fundamentet i tørre perioder, men ved en længerevarende tørke kan du ikke vande dig ud af problemet. Det vil kræve alt for store mængder vand, og det kan også ende med at forårsage andre skader.
Så udover at se på, om enkelte træer kan udgøre et specifikt problem, er der faktisk ikke så meget andet, du kan gøre end at vente på regnen.
Skal man reparere tørkeskader?
Opstår der tørkeskader på dit hus, er rådet faktisk også, at du skal væbne dig med tålmodighed og ikke kaste dig ud i reparationer med det samme. Det kan nemlig ende med at give endnu større skader, når jorden genvinder sin fugt og presser husets fundament tilbage på plads.
En god tommelfingerregel, at du skal vente mindst et år, før du begynder at reparere på tørkeskader. Det skyldes, at selvom lerjord svinder mere ind end andre jordtyper, udvider den sig som regel igen, når der igen kommer vand i undergrunden. Dette foregår ofte over en 1-årig cyklus.
Mens du venter på, at naturen bogstaveligt går sin gang, er det dog vigtigt, at du sikrer, at der ikke trænger fugt ind i bygningskonstruktionen gennem revnerne. Du kan f.eks. dække dem af. Er det ikke noget, du har mod på selv at gøre, så få en professionel til at gøre det for dig.
I sommeren 2022 blev der indført en tørkeskadeordning, som gør det muligt, at få erstatning for bygningsskader, som er opstået pga. længerevarende tørke i undergrunden.
Ligesom ved andre naturkatastrofer, som f.eks. stormflod, er det Naturskaderådet, der administrerer ordningen, og det er også dem, der afgør, om der har været tale om ”tørke” i dit område, hvilket er forudsætningen for, at der kan udbetales erstatning.
Får du skader på dit hus under en tørkeperiode, skal du ligesom ved skybrud, stormflod osv. altid starte med at anmelde det til din forsikring. Dit forsikringsselskab vil så tage dialogen med Naturskaderådet i forhold til vurdering og evt. erstatning for skaden.
Du kan læse mere om tørkeskadeordningen her.